I Venstre har de længe haft brug for at tale politik. Og nu går partiets yngre kræfter til stålet

Interviewet var egentlig kalendersat til mandag ved middagstid. Men få timer før måtte planerne pludselig laves om; interviewet udskydes, og spørgsmålene omformuleres, og mon ikke Morten Dahlin og Linea Søgaard-Lidell også måtte tænke over nogle nye svar. For virkeligheden og afsættet for samtalen med de to Venstre-politikere havde med ét ændret sig markant. »Da vi afleverede bogen til vores redaktør på Gyldendal efter sommerferien, havde vi ikke i vores vildeste fantasi regnet med, at den ville udkomme, umiddelbart efter at Jakob (Ellemann-Jensen, red.) gik af som formand,« som Linea Søgaard-Lidell – Venstres klima- og ligestillingsordfører – siger. Nej, bogen med titlen »Må jeg være fri – fem Venstrefolk gør op med systemstaten« havde tværtimod kunnet fungere som et svar på noget af det, mange borgerlige kræfter havde efterlyst under Jakob Ellemann-Jensens formandskab for Venstre: At flere politikere af blåt tilsnit lod sig inspirere af de socialdemokrater, der i Mette Frederiksens (S) tidligere år som partiformand udgav den ene debatbog efter den anden. Bøger, der kom til at fungere som idépolitisk lagkagebund for deres senere regeringsprojekt. Få uger før udgivelsen havde V-formanden sågar selv opfordret sine partifæller til at skrive mere, og det uanset om Jakob Ellemann-Jensen så ville være »hamrende uenig« i budskabet, som han lod dagbladet Politiken vide. Men når »Må jeg være fri« udkommer på tirsdag, er det ikke hans kommentarer, pressen vil interessere sig for. Da Berlingske endelig indfinder sig på Morten Dahlins politiske ordførerkontor på Christiansborgs andensal onsdag morgen, er der gået to dage siden Ellemanns pludselige farvel til dansk politik. Venstre står igen i et vadested, men som Linea Søgaard-Lidell siger, falder bogen måske desto mere »på et tørt sted«: »Vi har længe – og måske særligt nu – haft brug for at få talt politik, i stedet for hvordan enkeltpersoner performer i pressen og så videre,« mener hun: »Og jeg synes også – uagtet vores bog – at det var en rigtig opfordring, som Jakob kom med (i Politiken, red.) for de her små 14 dage siden. Jeg synes, det er rigtigt, at vi – både i den situation, vi står i, og fordi vi er et 150 år gammelt parti – tænker nogle tanker, hæver os over dag-til-dag-politik og får sat ord på vores værdisæt.« Og det kan man love for, at Venstre-folkene gør. Et langt anklageskrift Foruden Morten Dahlin og Linea Søgaard-Lidell består forfatterkollektivet bag »Må jeg være fri« af digitaliserings- og ligestillingsminister Marie Bjerre, den nordjyske regionsrådsformand Mads Duedahl og Christoffer Lilleholt, der er rådmand i Odense Byråd. De er »repræsentanter for en ny generation i Venstre«, erklærer Morten Dahlin, og tilsammen har de med egne ord begået et stykke »moderne, borgerlig statskritik«. »Den offentlige sektor i Danmark har i høj grad udviklet sig til en systemstat,« siger Morten Dahlin: »Det har medført, at man har fået en kultur, hvor for mange går ned på kommunen og spørger om hjælp, hver gang de oplever, at der er et problem, i stedet for at selv forsøge at gøre noget ved det.« Staten har samtidig udviklet sig til et »administrativt og bureaukratisk monster, som det er umuligt for almindelige mennesker at finde rundt i«, som der står i bogen, og så svigter den tilmed sine væsentligste opgaver. Dens evne til at sikre social mobilitet på uddannelsesniveau er ikke bedre end i USA, den øger efter forfatternes opfattelse mistrivslen i stedet for at skabe tryghed og hjælper stik imod hensigten ikke de svageste. Men anklageskriftet slutter ikke her. »Værst af alt så fastholder systemstaten folk i en tilstand, hvor de ikke selv kan og ikke selv forventer at kunne løse de problemer, livet nu engang byder på. Derfor bliver folk klienter af systemstaten,« står der også i bogen. Er det her en åndelig opfølger til »Fra socialstat til minimalstat«? Er det Anders Fogh Rasmussens beskrivelse af en »slavenatur« i samfundet, hvor mange borgere »spiser nådsensbrød af statens hånd« i nye, mildere formuleringer? »Vi er ikke imod velfærdssamfundet, men vi synes, at vi er gået fra et velfærdssamfund, der skulle tage sig af de mest udsatte og dem, der ikke kan selv, til at systemstaten nu skal blande sig i alle aspekter af folks liv,« siger Morten Dahlin. De nye herremænd På en af væggene omkring ham hænger en indrammet Brøndby-trøje som et jordnært symbol på de frie, forpligtende fællesskaber, forfatterne i bogen hylder i modsætning til statens tvungne samhørighed. En anden af kontorets vægge er udsmykket med et maleri af Venstre-ikonet og den tidligere regeringsleder J.C. Christensen, der spillede en nøglerolle i systemskiftet og parlamentarismens indførelse 1901. »Liberalismen opstod som et oprør mod herremænd og fyrster,« skriver forfatterne i bogen: »Men i dag er modstanderen en anden: systemstaten og bureaukraterne.« Venstre er det mest regeringsvante parti i det her årtusinde og har haft ministerposter i knap 25 af de sidste 40 år. Så det er vel et kæmpe svigt fra Venstres side, at vi er nået hertil? »Vi har også et ansvar. Altså det har vi!« medgiver Morten Dahlin: »En af de store syndere er jo den politiske kultur, der er opstået, med, at når en journalist præsenterer en politiker for et problem i samfundet, reagerer man alt for ofte med at sige, at det er mere politik – en ny regel, en ny bevilling eller et nyt forbud – der skal til.« Linea Søgaard-Lidell tager ordet. »Nu sker der jo heldigvis også nogle ting med Venstre i regeringen, som vi jo faktisk også foreslår i vores bog,« siger hun og fremhæver regeringens folkeskoleudspil som et skridt væk fra statens greb. Den såkaldte heldagsskole, der blev introduceret med folkeskolereformen i 2013, trak mange af de fritidsaktiviteter, børnene hidtil havde dyrket i foreningslivet, ind i skolen. »Det er jo noget af det, vi er ved at tage et opgør med nu,« siger hun. Klasseforskelle i kræftbehandlingen Men de fem Venstre-folks opgør med »systemstaten« er bredere end det. »Staten er blevet mere til for middelklassen eller den øvre middelklasse. Vi mener jo, at velfærdsstaten burde være til for dem, som virkelig har brug for den,« siger Linea Søgaard-Lidell. Ikke desto mindre skriver forfatterne i bogen, at »det bliver ofte dem, der er bedst til at tale deres sag og kræve deres ret, der får adgang til statens ydelser«. »Der er rigtig mange steder i den offentlige sektor, hvor systemet er blevet så kompliceret, at man nærmest skal have en lang videregående uddannelse for at kunne finde hoved og hale i det,« hævder Morten Dahlin og nævner kræftbehandlingen som et eksempel: »For hvorfor er det, at strålebehandling virker bedre på folk, der har en lang videregående uddannelse end en kort? Det er der jo ikke nogen medicinsk forklaring på. Det er de samme kroppe, det er de samme stråler. Men det er jo, fordi det er blevet så kompliceret at navigere i systemet og sikre, at man får behandlingen på det rigtige tidspunkt, dukker op, hvor man skal, og får alle opfølgninger.« Samtidig har det politiske system en tendens til at tilgodese de grupper i samfundet, der råber højest, mener han. Statens uddannelsesstøtte er et »kongeeksempel« på, hvorfor forfatterne erklærer sig som tilhængere af en SU-reform. »Vi kan jo se i statistikkerne, at det er unge fra middelklassen – og gerne den øvre middelklasse og op – der bruger det system maksimalt,« siger Dahlin: »De, der er på bunden af vores samfund, har ikke en stor stemme og ved ikke, hvordan de skal navigere i det politiske system.« Det var jo Venstre, der i sin tid sagde, at det er for dårligt, at vi betaler verdens højeste skatter og får en tredjeklassesservice. Kan det ikke have medvirket til at skabe en forbrugermentalitet hos borgerne, så de forventer at få alt muligt, de ikke nødvendigvis har brug for? »Jeg tror ikke, at et partis slogan gør det,« siger Linea Søgaard-Lidell: »Men det er klart, at når man leverer så stor en andel af sin indtægt til staten, sætter det sig i motivationen for at arbejde. Og det er helt naturligt, at når vi betaler så meget til den offentlige sektor, forventer danskerne også en høj service. Og når de ikke får den, bliver de utilfredse.« I tager jer til hovedet over tiltag som kommunal morgenvækning, morgenmad på skoler og overvågning af legepladser, der jo sikkert er lavet med henblik på at hjælpe de børn, der kommer fra hjem, hvor det ikke er en selvfølge. Bliver de tiltag ikke først et problem, hvis middelklassen i bar magelighed tager for sig af retterne? »Du har ret i, at langt de fleste af de her tiltag jo er vedtaget med en god intention. Men jeg er nødt til at sige, at hvis man viser en familie, at man ikke har et personligt ansvar for noget så basalt som at få sine børn op om morgenen og i skole, giver man ikke de børn en god start i livet,« siger Morten Dahlin: »Når børnene en dag selv får børn, de skal opdrage, har de jo lært, at det er noget, kommunen sikrer. Så jeg synes, at man gør folk en bjørnetjeneste ved at pakke dem ind i den slags ordninger. Man giver dem ikke muligheden for at folde deres egne vinger ud og udleve deres potentiale.« Og potentialet opdager man især gennem et arbejde. Det største offer Desto værre er det, at danskernes arbejdsmoral i bogen beskrives som systemstatens måske »største offer«, stækket af høje skatter og generøse offentlige ydelser. De engang så lutheranske danskere tillægger ikke hårdt arbejde så megen værdi som førhen, vores arbejdstid er faldende, og færre unge har et fritidsjob end for 15 år siden. Navnlig fritidsjobbet bruger forfatterne anselige kræfter på at fremhæve som ideal. »Kan det virkelig have så stor betydning at skubbe vogne i Bilka eller have en avisrute?« spørger Morten Dahlin – og giver selv svaret: »Ja, det kan det. Vi kan se, at du får bedre karakterer i skolen og i din livsbane kommer til at være mindre involveret i kriminalitet.« »Arbejdspladsen er jo også et frivilligt forpligtende fællesskab,« påpeger Linea Søgaard-Lidell: »Det er et sted – ligesom i klubberne og foreningerne – hvor folk regner med dig. Folk regner med, at du dukker op. Du er en del af et hold, og den indsats, du leverer, har en værdi, og det tror vi også, er sundt for unge mennesker at erfare.« Det er sådan, arbejde især omtales i bogen: som noget, der opildner fællesskabsfølelsen, giver mening i tilværelsen og karakterstyrke til at håndtere modgang. Ikke et eneste sted fremgår det Venstre-varemærkede slogan om, at »det skal kunne betale sig at arbejde«. I har som parti bragt annoncer med beløbsstørrelser for, hvad en kontanthjælpsfamilie kunne få i samlet indtægt, og har talt i meget økonomiske termer om værdien af at arbejde. Har I forsømt at have en mere værdibåren tilgang til arbejdet? »Det ved jeg ikke, om jeg synes, at vi har. Jeg tror måske ikke, at jeg køber præmissen. Men der er en årsag til, at vi gør det i bogen. Og det er, fordi det er sundt at have noget at beskæftige sig med, og man lærer nogle gode værdier om ansvar,« siger Morten Dahlin: »Derfor er det måske vigtigt for os som Venstre-folk at sige, at vi ikke skal reducere borgerlighed til kun at være et spørgsmål om arbejdsudbud og skatteprocenter. Vi vil også gerne turde tale om moral og ansvar.« Mon ikke regeringsfællerne i Socialdemokratiet vil nikke til bogens betoning af det at gå til hånde, når man tager Mette Frederiksen, Christian Rabjerg Madsen og Kaare Dybvads ivrige debatteren herom i betragtning. Morten Dahlin understreger dog, at forfatteren fremhæver de personlige fordele ved at have et arbejde: »Man skal arbejde for sig selv og sin familie, ikke for staten.« Og på andre fronter synes bogen – som ovenstående nok skulle kundgøre – at være meget langt fra et manifest, man vil kunne tilslutte sig i hele den nuværende, spraglede regeringskonstellation. »Der er ingen tvivl om, at det her ikke er en guide til SVM-regeringens politik i morgen,« siger Morten Dahlin, og Linea Søgaard-Lidell supplerer: »Vi er liberale politikere, der har skrevet en liberal bog.« https://www.berlingske.dk/politik/i-venstre-har-de-laenge-haft-brug-for-at-tale-politik-og-nu-gaar-partiets